Hvor lang tid tager det?

Da de kognitive modeller for alvor udviklede sig for 15-20 år siden og blev den foretrukne behandling, var det blandt andet fordi, denne terapi er tidsbegrænset. Et kognitivt terapiforløb er naturligvis individuelt både i indhold og i længde, men da vi i arbejder løsningsfokuseret, vil der ofte være tale om en tidsbegrænset periode, der selvfølgelig afgøres af problemets omfang og natur.

Vores erfaring er, at angst kan behandles på 5-20 sessioner (OCD kræver dog ofte flere), og depression på gennemsnitligt 15 sessioner.

Terapi kan også være blot en enkelt samtale, eller det kan være et længere forløb alt efter problemets karakter og den enkeltes behov. Terapi kan desuden foregå med kortere interval, f.eks. 2 gange om ugen eller med længere interval, f.eks. 1 gang om måneden, alt efter behov.

Den kognitive metode har vist sig virkningsfuld og effektiv i kontrollerede, randomiserede undersøgelser, dvs. undersøgelser der opfylder en høj videnskabelig standard. Det betyder, at der er en beviselig god effekt på en lang række kliniske problemer. Der er således håndgribelige beviser på, at kognitiv terapi er en effektiv behandling af depression, angsttilstande fra fobier og panik til OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) og helbredsangst, ligesom der er en god prognose ved personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og misbrug.

Kognitiv terapi har eksempelvis vist sig at være lige så effektiv som medicinsk behandling overfor lettere til moderate depressions- og angsttilstande, og ved sværere psykiske sygdomme er den bedste behandling en kombination af medicin og kognitiv psykoterapi (kilde: Center for Kognitiv Terapi, Sct. Hans Hospital).

Ny forskning peger desuden på, at intensiv kognitiv adfærdsterapi er den mest effektive behandling af OCD hos børn og unge, uanset om terapien ledsages af medicin eller ej (kilde: Storch et al. 2007 – undersøgelsen er omtalt i PsykologNyt 11, 2008 der frit kan downloades på Dansk Psykologforenings hjemmeside).
Scroll to Top