Kognition betyder tænkning, og overordnet set beskæftiger kognitiv terapi sig med vores tanker og følelser og dermed vores fortolkninger af os selv og verden.

Vi arbejder med sammenhængen mellem vores tanker, følelser, adfærd og fysiologi/krop.

Vi forstår hver især verden ud fra vores egen unikke fortolkning, og denne fortolkning vil have stor indflydelse på såvel vores følelser, handlinger og kropslige reaktioner. Når vi eksempelvis opfatter noget som farligt for os (tanke), vil vi blive bange (følelse), og vores krop vil reagere med angst (fysiologi). Ofte vil vi enten forsøge at flygte fra situationen, eller vi vil gå i forsvar eller til angreb (adfærd). Tilsammen forstærker de fire komponenter hinanden og bekræfter os i, at vi er i fare.

Man kan altså sige, at i given situation aktiveres alle fire komponenter, der hver især indvirker på – og forstærker – hinanden. Denne mekanisme er central for vores overlevelse og velbefindende, men indimellem kan vores fortolkninger og følelsesmæssige reaktioner på verden også være uhensigtsmæssige eller fejlagtige.

Det kan skyldes, at vi tidligere har indlært nogle måder at betragte os selv, andre og verden på, som er forståelige i lyset af vores historik, eller som gav god mening på det tidspunkt, vi lærte dem, men som nu ikke længere er brugbare for os. Det kan også skyldes, at vi er kommet ind i nogle uheldige mønstre, fordi vores tænkning er blevet påvirket af eksempelvis depression, stress eller angstprovokerende oplevelser.

I kognitiv terapi arbejder vi sammen på at skabe et samlet og overskueligt billede af de aktuelle vanskeligheder og udfordringer.

Dette sker blandt andet ved, at psykologen sætter klientens beskrivelser ind i kognitive modeller. Disse vil fungere som en fælles forståelsesramme, som vi kan betragte problematikken ud fra, og som gør den mere håndgribelig at arbejde med.

Den kognitive grundmodel kaldes også diamanten og består af de fire komponenter, der spiller sammen i vores fortolkning af verden: